Den kreative studieretning

Studieretningen ’’Medier og Informatik’’ skiller sig ud – den er ny, den bliver kun udbudt på Viborg Gymnasium, og så er den i høj grad tilrettelagt til at matche fremtidens behov for kompetencer. Her har eleverne studieretningsfagene Mediefag og Informatik på henholdsvis A- og B-niveau. Anton og Christoffer er begge en del af det første hold på studieretningen. Anton har valgt ’’Medier og Informatik’’, fordi han syntes, at studieretningen lød spændende, og fordi han godt kan lide at tage billeder i sin fritid. Mens Christoffer har valgt studieretningen, fordi han godt kan lide at redigere film og programmere. Lige nu er de ved at lære det grundlæggende, som eksempelvis at opstille et kamera og om funktionerne, der hører dertil.

Kobling af undervisning og praksis

Morten, som er underviser på ”Medier og Informatik” siger om uddannelsen: ”Man har noget at glæde sig til i løbet af alle tre år, man laver projekter, der er særlig spændende og anderledes. Det er anderledes i forhold til en almindelig skoledag, som også er god, men som måske også nogle gange kan blive lidt ensformigt”. Noget af det som Anton og Christoffer sætter pris på ved studieretningen, er at den adskiller sig fra de andre studieretninger: ’’Allerede fra første dag får man faget i hænderne, bogstaveligt tale, fordi vi f.eks. skal lære at bruge et kamera’’, fortæller Anton, der bliver suppleret af Christoffer: ”Vi får lov til at komme ud og filme, redigere, være kreative og bruge det teoretiske i praksis”.

Tæt samarbejde med lokale aktører

I løbet af deres 3 år på skolen, er det ikke kun de traditionelle medier, som Anton og Christoffer skal arbejde med. De vil også få et indgående kendskab til nyere platforme som sociale medier, podcasts og spil, og det betyder, at de to drenge og deres klassekammerater kan se frem til at samarbejde med aktører fra blandt andet Media College Denmark/Medieskolerne, The Animation Workshop og TV Midt-Vest. På den måde får eleverne mulighed for at arbejde sammen med nogle af de bedste indenfor de enkelte områder og samtidig give eleverne en afveksling i undervisningsformen.

En studieretning der matcher fremtiden

”Samfundet er domineret af moderne medier og alle mulige former for videofortællinger, som er spredt ud over alle mulige steder. Under uddannelsen vil eleverne lære at producere de visuelle indtryk, men næsten endnu vigtigere lære at afkode dem og være kritisk overfor dem”, siger Morten, som mener det er en studieretning som matcher den fremtid vi går i møde helt perfekt. På den måde er det en studieretning, der tager højde for den fremtid de unge går i møde. I fremtiden har Anton en drøm om at være reklamefotograf, og Christoffer kunne godt tænke sig at søge inde på Film og TV-linjen på Media College Denmark/Medieskolerne efter gymnasiet.